Så er det ved at være tid til endnu et månedsbrev fra livet her på Christiansborg. Siden sidst har jeg blandt andet været med til at lande en bevillingsreform, deltaget i Venstres julefrokost, knoklet med kommunalvalg, fået mine småkager & bukser konfiskeret af Forsvarsministeren og pyntet op til jul.

På det seneste gruppemøde blev jeg orienteret om møderne i forbindelse med forhandlingerne om finansloven og en mulig skattereform. Det mindede mig om, at jeg som dreng overtalte min bedste ven, Rasmus, til at tage en kapsel med levertran som stikpille. Det var ikke pænt gjort, jeg ved det godt, men det var i en periode af vores liv, hvor jeg vurderede, at det var en vigtig erfaring at gøre sig. Levertran smager trods alt elendigt, og selvom det er godt for dig, giver det noget helt umenneskelig bøvs. At Rasmus stadig er der for mig er et under. Sådan er det ind imellem også med regeringen og Dansk Folkeparti. Sådan skal det være. Hvis forhandlingerne var nemme, var der jo ingen grund til at have forskellige partier.

Julestemningen har for længst indfundet sig på Christiansborg. Der er kravlenisser på vores dørskilte, og jeg har for længst spist min decemberration af konfekt. Uffe Elbæk var julemand sidste år og var i den forbindelse mere udklædt end sædvanligt. I år var det Søren Pape, der virkede så hjemmevant i et julemandskostume, at jeg har ham mistænkt for at gå i det mere regelmæssigt, end han vil være ved. Det er alt sammen meget hyggeligt, og løfter mit humør – selv når der er kødfri dag i Snapstinget.

Kommunalvalget mindede mig om, hvor glad jeg er for valgkampe og vores folkestyre, også selvom jeg havde håbet på et bedre resultat. Når man har mødt de mange kandidater, der har knoklet i al slags vejr for vælgernes gunst, ender man med at ønske dem alle et godt valg. Som ligestillingsordfører er jeg stolt af, at Venstre i Gladsaxe havde en sej og ordentlig kvinde som spidskandidat, og at vi sendte flere kvinder end mænd i byrådet, selvom køn selvfølgelig ikke er en kvalitet i sig selv. Men det ændrer ikke ved, at alt for få kvinder er aktive i politik. Så meld jer nu ind i et politisk parti, kære kvinder. I skal være så velkomne – og vi har savnet jer alt for længe.

Apropos kommunevalg, så ved jeg godt, at enkelte flipper fuldstændigt ud over at se en valgplakat og får så ondt i bagdelen, at de ikke kan sidde, så længe der er valgkamp. Det er sådan nogle typer, som også skriver mange og lange læserbreve til medlemmerne af Folketinget om deres dumme naboer og noget, de har læst på internettet, der har gjort dem gal i skralden. Problemet med valgplakater har man i øvrigt ikke i Saudi Arabien eller Nordkorea, hvor man slipper for den slags rod i det offentlige rum.

Hvis forskere en dag finder en kur mod ondt i røven, så tror jeg, at menneskeheden ville gå ind i en ny guldalder.

Jeg deltog for første gang i Venstres julefrokost, hvilket i disse #Metoo tider var en stor udfordring for mig. Det blev ikke nemmere af, at min borddame var Britt Bager, men jeg prøvede at komme gennem aftenen ved at tænke meget på Jabba the Hutt fra Star Wars. Det virkede også appetitdæmpende og er en strategi, jeg klart kan anbefale.

Hjemme er der blevet pyntet op til jul. Jeg plejer selv at nøjes med et nisselandskab med lidt vat og lys, men jeg er i år blevet underlagt en ny overkommando, der har inddraget mine beføjelser på indretningsområdet. Resultatet er, at der er nisser over alt. Der er så mange, at jeg her tidligt i december er ved at udvikle en mild form for paranoia, der minder lidt om den frygt for garnbutikker, som mine ferier med min mor har afstedkommet. Men mange nisser eller ej, så er det trods alt bedre end at bo i et land uden valgplakater eller at tage en kapsel af levertran som stikpille – forestiller jeg mig.

Når det nye år begynder, fortsætter kampen mod psykisk vold og de latterligt lave erstatninger, man får, når man har været udsat for sexchikane. Desuden skal vi have gjort noget for vores veteraner og have lukket nogle flere antidemokratiske friskoler og set på den urimelige sociale kontrol, som vores muslimske medsøstre udsættes for. Men det må lige vente, til jeg er kommet mig over min snarlige klejneforgiftning.

Glædelig december alle sammen og husk, at den frelser, hvis fødsel vi fejrer, vil, at vi elsker hinanden.

Kategorier: Månedsbreve

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.