Det er ved at være tid til mit sidste ugentlige månedsbrev inden sommerferien.

Siden sidst er der sket en masse. Jeg har fået to nye ministre, ny politisk ordfører, forsøgt at forhandle en medieaftale på plads, deltaget i en afslutningsdebat og været til fødselsforberedelse.

Rebozo

Sidstnævnte var en seance, der strakte sig over flere dage. Jeg har nu både lært at lave åndedrætsøvelser og en mexicansk teknik, der hedder rebozo, hvor man vikler et tørklæde om maven på den gravide og vugger hende til smertelindring. Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at jeg skulle til en tre timers fødsels-workshop med fokus på den mexicanske rebozo-teknik, men efter at have været på besøg hos jordemoderen blev det besluttet, at det skulle jeg. Hos jordemoderen blev jeg spurgt, om jeg var klar til fødslen, og hvordan jeg ville håndtere den. Jeg svarede, at jeg ville tage en bog og noget cognac med, som jeg ville sidde i et hjørne af fødestuen og nyde, mens jeg med jævne mellemrum ville spørge, om de snart var færdige. Det viste sig dog at være det forkerte svar, og inden jeg kunne nå at sige Havana-cigar, var jeg blevet skrevet op til et udvidet fødselsforberedende kursus i rebozo-teknik.

Jeg har i øvrigt fået Søren Gade op på gangen, hvor jeg har kontor, efter at Karen Ellemann er blevet ny gruppeformand. Jeg ser meget frem til at tilbyde Søren en omgang rebozo en dag, han igen har været lidt frisk ved buffeten i Snapstinget og sidder og vånder sig på sit kontor.

Så kom dog ud

Det meste er ved at være på plads omkring fødslen. Jeg har brugt absurde summer på babyudstyr og kan ikke vente med at skulle møde min søn. Det forestiller jeg mig er gensidigt. Hver dag, vi vågner, siger jeg bestemt til Marias mave: ”Så kom dog ud, ” men han reagerer endnu ikke. Jeg har truet med, at han bliver sendt direkte på et militærakademi i sydstaterne, men lige lidt sker der. Maria mener, at det nok hænger mest sammen med, at der er en 3 uger til termin, men jeg frygter, at han allerede er i gang med et ungdomsoprør. Som alle ved, er det vigtigt at slå sådan noget ned i en fart, inden han sidder på Christiania og hører reggae, mens han er ved at blive tatoveret.

Ny politisk ordfører

Britt Bager er blevet ny politisk ordfører. Det var en overraskelse for mange, men var der en ting, der stod klart efter afslutningsdebatten, ud over at ingen på venstrefløjen vil det, som Mette Frederiksen vil på udlændingepolitikken, så var det, at valget af Britt var en entydig succes. Jeg glæder mig både til at skulle gå til valg med hende, men også over at se hende vokse så naturligt med opgaven.

Britts forfremmelse har gjort mig til medieordfører. Det betyder, at jeg har ladet ligestillingsordførerskabet gå videre til Martin Geertsen, der erstatter Søren Pind i Venstre. Jeg er meget ked af, at Søren er stoppet, men det er meget formildende, at Martin er erstatningen. Vi sidder også ved siden af hinanden i salen og på grund af en mærkelig måde at regne anciennitet ud på, er jeg nu ikke længere den, der sidder på den yderste stol i tinget.

Sabel i Folketinget?

Det var et sørgeligt men også glædesfyldt øjeblik at opleve Søren Pind tage afsked i sin specialsyede ministeruniform. Det kræver en særlig personlighed at møde udklædt op som den eneste i forsamlingen. Jeg var især inspireret af sablen. Hvor tit i livet har man ikke tænkt, at meget ville være meget nemmere lige nu, hvis man havde haft en sabel? Jeg overvejer at spørge Pia Kjærsgaard, om jeg kan få lov til at gå med sabel i Folketinget, men jeg frygter at få nej, som da jeg spurgte, om jeg kunne låne Samtaleværelset til noget poker med vennerne. Jeg må nok vente til, at jeg er rykket nogle stole op i hierarkiet. Hvis jeg spørger Pia nu, frygter jeg, at hun sender mig på rebozo-kursus.

Min nye minister

Tommy Ahlers er blevet min nye minister, og da jeg er ordfører på området, så ses vi meget. Han bliver en kæmpe gevinst for Venstre og Fædrelandet, når han lige er landet. Det er altid glædeligt, når der er nogen, der er parate til at lave et karriereskifte og prøve kræfter med politik. På den vis føler jeg et slags fællesskab med Ahlers og nyder, at han ser på alt med nye øjne.

Legalisering af cannabis

Alternativet har netop fremsat det forslag, at man skal legalisere cannabis. Vi diskuterede kort på gruppemødet vores holdning til beslutningsforslaget. Det blev et nej. Jeg ved, det er noget, der deler mange liberale, og jeg har på fornemmelsen, at mange VU’ere anser det som et af de vigtigste politiske spørgsmål i tilværelsen. Jeg er meget delt på spørgsmålet. En nær ven har været ved at smide sit liv væk på grund af cannabis. På den anden side mener jeg, at man skal have lov til at bestemme selv, når man ikke udsætter andre for fare eller pådrager dem skade. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det her kan være et af de spørgsmål, hvor jeg en dag skifter standpunkt, men jeg er der ikke nu. Slet ikke. Dog foreslog jeg på gruppemødet, at man samme dag, man udskrev det næste folketingsvalg, skulle legalisere hash – bare som et forsøg i en måneds tid. Jeg er overbevist om, at det ville føre til en lav valgdeltagelse på venstrefløjen, og at rigtig mange af deres valgplakater ville vende på hovedet. Og at den borgerlige regering, der er en af de mest succesfulde i nyere tid, ville få lov til at fortsætte. Efter at have hørt venstrefløjen til afslutningsdebatten er jeg slet ikke i tvivl om, at en rød regering ville føles som et 4-årigt rebozo-kursus.

VM i fodbold

Lige nu venter jeg bare på min søn og på, at VM i fodbold skal gå i gang. Som alle andre herhjemme holder jeg med Danmark (måske lige med undtagelse af Alternativet, som jeg forventer holder med græsset) og er altid overbevist om, at vi kommer meget langt i turneringen. Det bekymrer mig dog, at hverken Elkjær eller Bendtner er udtaget af vores norske landstræner. Hvis landsholdets præstation ikke lever op til mine meget høje forventninger, vil jeg efter sommerferien stille krav om, at vi bringer Norge tilbage i Rigsfællesskabet, så vi kan få styr på den norske træneruddannelse.

Er der ikke noget andet i TV?

Den anden aften havde jeg planlagt at se en dokumentar om Sevastopols fald i 1942. Et kvarter inde i udsendelsen dukkede Maria op og satte sig ved siden af mig. Efter at have hørt lidt om svært tysk artilleri og kvaliteten af Krupps kanoner, spurgte hun, om der ikke var andet i tv. Jeg sagde: ”Hva? ”, og hun gentog sit spørgsmål. Jeg sagde igen: ”Hva? ”, hvorpå hun sagde ”Hvis du igen prøver at lade som om, du er blevet døv, så tager vi i Bilka, Ikea og BabySam i morgen. ” Kort tid derefter så vi en udsendelse om en, der hed Petra, der gerne ville være mor.

Det, jeg prøver at sige, er, at indimellem er det svært at se, hvor mit liv i politik holder op, og mit privatliv begynder.

Husk, at man kan få mit nyhedsbrev direkte i sin indbakke, hvis bare man klikker sig ind her og tilmelder sig. Fremover får abonnenterne tilsendt nyhedsbrevet et døgn før, det kommer op alle andre steder.

Kategorier: Månedsbreve

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.