Jeg har besluttet mig for at skrive et månedsbrev om livets gang her på Christiansborg. Jeg er sikker på, at det vil blive ligeså populært som hulahopringe eller dengang Kriss Kross insisterede på, at man skulle gå med bukserne omvendt på.

Det første, jeg skulle lære herinde, var at bruge min tid rigtigt. Det vælter ind med forespørgsler fra alle sider, og jeg sidder i et hav af udvalg, som ofte har møder samtidigt. Det minder meget om mit liv i krydsfeltet mellem min mor og moster, der, når de ikke ringer for at fortælle mig, at jeg aldrig ringer, ofte har nogle lettere urealistiske forestillinger om, hvor ofte jeg kan tage med dem på indkøb, eller hvor meget tid jeg har til at samle IKEA-møbler for dem.
Der er noget, der går igen, når folk mødes med mig herinde. Der er simpelthen ingen, der mener, at de eller deres område får for mange penge. Ingen har endnu sagt: ”Vi synes, vi får for meget i støtte og vil i den forbindelse gerne bede om lidt mindre.” Men jeg har anskaffet mig en tom kagedåse, som jeg nu går hen og kigger i hver gang, man beder mig om flere midler, mens jeg siger med beklagelse: ”Den er desværre tom, kan jeg friste med noget andet?”

En af mine første oplevelser som politiker var en duel om deleøkonomi på TV. Jeg er ordfører for ligestilling samt uddannelse & forskning og var lidt på udebane her. Det hjalp heller ikke, at journalisten, der lavede for-interviewet med mig, præsenterede mig for en række spørgsmål, som aldrig blev stillet af værten. Det er nye tider. I min tid som kommentator på amerikanske forhold er jeg aldrig blevet bedt om at skulle forberede mig på at tale om et emne for så at blive spurgt til noget helt andet. Jeg skal ikke klynke men blot pointere, at det ikke gjorde min indsats mere overbevisende, og midt i debatten sad jeg og tænkte, at det ville være rigtig trist, hvis regeringen måtte trække sig på grund af mine udtalelser om deleøkonomi. Min modpart var i øvrigt Morten Bødskov, der flere gange kunne have stukket kniven dybere ind, end han gjorde, men undlod. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg tænker, at forklaringen er den banale, at han er et ordentligt menneske.

Der er i det hele taget mange ordentlige mennesker her på Christiansborg, og her tænker jeg ikke blot på Frederikke, Maria, Caspar, Anna og Alexander, der sidder i min og Jan Es kontorklynge og knokler som flittige bævere for os. Uden dem var jeg ilde stedt. Nej, jeg tænker på mine politiske med- og modstandere, som knokler med de sager, de finder vigtige. Da vi sad i fællesskab alle sammen og fordelte mere en 1 mia. kr. til forskning slog det mig, hvor god tonen var, og i hvor høj grad man er villig til at finde hinanden. Sådan er meget politik heldigvis.

Tonen har også været god til de mange kommunalvalgsarrangementer over hele landet, hvor jeg har været forbi for at bakke op om vores mange gode kandidater. Politik foregår på mange planer, og noget er mere borgernært end andet. I Mørkhøj deltog jeg i et arrangement, hvor vi skulle diskutere veje, stoppesteder og belysning på cykelstier i Gladsaxe, og om der skulle være en bussluse mellem Tingbjerg og Mørkhøj. Jeg tænkte, at de emner kunne man nok ikke bruge hele aftenen på at diskutere. Men det kan man 🙂

Som ligestillingsordfører var jeg til premiere på ”Vold i kærlighedens navn”, der handler om en række kvindeskæbner i Dannerhuset og de ansatte heri. Filmen satte gang i meget hos mig, og efter at have sat mig bedre ind i tingene, er jeg nu overbevist om, at vi må se på, om vi kan få kriminaliseret psykisk vold – uanset, hvilket køn det går ud over. Jeg vil gøre alt, jeg kan, for at være behjælpelig på det område.

Jeg har også opdaget, at rygtet om, at der er en kødfri dag i Snapsetinget desværre er sandt. Forleden gik jeg hjem over Knippelsbro psykisk nedbrudt af broccoli, tofu og linser. Men så fik jeg øje på pølsevognen på Christianshavns Torv. Pludselig blev mine skridt mindre tunge. Luften føltes klarere, og jeg sværger, at jeg hørte fuglefløjt. På en grå himmel brød solen pludselig frem, og livet vendte tilbage. Senere på aftenen vendte fodboldlandsholdet tilbage efter deres lange rejse i dødens dal og bankede de sympatiske irere med glad fodbold og cifre, vi ikke har set i mange år.

Det går op og ned – i politik og i livet – og man skal huske, at efter blomkålsmos kommer der altid en ristet med det hele.

Kategorier: Månedsbreve

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.