Dag 1: Det daglige ugentlige månedsbrev

Der er mange, der har spurgt sig selv: ”Hvad i hele hule helvede er der blevet af Fugledes ugentlige månedsbreve?” Og når man tager i betragtning, at det er omkring et år siden det sidste, er der også løbet en del klager ind, der mest handler om falsk varedeklaration. Jeg tager det alt sammen på min kappe og vil som en form for aflad skrive et ugentligt månedsbrev hver dag i løbet af valgkampen.

Jeg sad netop i folketingssalen og væddede med Marcus Knuth om, hvorvidt valget ville komme før eller efter sommerferien, da Statsministeren bad om ordet og udskrev valget. Det føles så dumt at starte en valgkamp med at tabe et væddemål – og så til Knuth.

Jeg har ikke rigtig nogen undskyldning for, at jeg ikke har fået skrevet et ugentligt månedsbrev før nu. Det var bare livet, der skete. Jeg fik nye opgaver med helt nye ordførerskaber og blev far til en lille, vidunderlig dreng, der fik navnet Johannes. Jeg blev udlændinge- og integrationsordfører, hvilket både var en forfremmelse og en permanent adgangsbillet til øretævernes holdeplads.

Midt i fødsel, dåb, folketingssal, lovarbejde og mindst 10 opkald fra journalister, der ringede hver dag, var det svært at få roen til at skrive til jer. Undskyld. Hver gang, jeg satte mig for at skrive mit ugentlige månedsbrev, fyldte min søn en ble eller vred min næse om på mig, mens han forklarede mig sit syn på situationen i Nagorno-Karabakh på babysprog. Og hvis jeg luskede afsides for at skrive lidt, ville Maria hurtigt finde mig med et: ”Pas din søn eller jeg bager boller eller laver hjemmebag til dig.”

Derfor bliver valgkampen således en lang undskyldning og bodsgang fra min side, hvor jeg vil dele nogle af alle de notater, som jeg skrev til de ugentlige månedsbreve, som jeg altså ikke fik skrevet. Af samme grund skifter de ugentlige månedsbreve nu navn til det mere mundrette: de daglige ugentlige månedsbreve.

Det er selvfølgelig ikke første gang, jeg oplever, at der udskrives valg. Da det skete sidst, blev jeg så forvirret, at jeg gik ned i min bil i strømpesokker, der ikke var ens, og sad og stirrede der bag rattet, mens jeg tænkte: ”Hvor er det egentlig, jeg skal køre hen nu, og hvad er det jeg skal gøre?” Det er en mærkelig fornemmelse, lige når man får at vide, at det er nu. Det minder meget om at tabe en af Marias hjemmebagte boller over foden. Først bliver alt meget lyst, som når man kigger direkte ind i solen forårsaget af chokket. Når man prøver at bevæge sig sortner alt, og man har det fysisk meget mærkeligt.

På gul gang her på Christiansborg er der hektisk aktivitet. Nu skal alt det, vi har planlagt i månedsvis, rulles ud. De fleste frygter det, som ingen rigtig tør sige: Hvad nu, hvis man bliver vejet og fundet for let? Det gør så helvedes ondt at tabe, men det er en ret udbredt erhvervsrisiko i denne her branche. På lørdag går vi i gang med at hænge 5000 valgplakater op. Indimellem møder man en vred medborger, der hader at se politikere i lygtepælene, men de fleste er venlige, rare og glade for at leve i et demokratisk samfund, hvor der i sagens natur indimellem er valg.

Allerede i dag går jeg i gang med at dele nogle af de 100.000 flyers ud, som vi har fået trykt. Selvom valgbudgettet ikke står mål med mit storhedsvanvid – vi har blandt andet måtte aflyse luftskibet med teksten: ”Politikerlede? Prøv Fuglede!”, og der bliver heller ikke en karavane af vilde dyr gennem Gladsaxe – så er der alligevel blevet råd til, at vi brygger 210 liter kaffe og køber 3000 boller til vores morgenuddelinger i hele Københavns Omegn. Maria tilbød at bage, men nogen er kommet til at smide vores ovn ud af vinduet, så det kunne hun desværre ikke.

Karen Ellemann og jeg har også lejet en pølsevogn og købt en hel palle med pølser, som vi skal have delt ud under mottoet: ”Vi rister de røde.” De fleste danskere bliver hurtigt pas på de mange henvendelser fra os politikere. Det mærker man allerede i den første uge af valgkampen. Og jeg forstår det godt. Valg er meget intenst, og selvom det byder mig imod, så kan man ikke blive valgt, hvis de, der skal vælge én, ikke har set dig eller ved, du findes.

Jeg håber, at politikken glider ned med lidt kaffe eller på min og Karens pølseturné. Det har aldrig gået bedre i Danmark – og vi har ingen udfordringer, som vi ikke kan løse i samarbejde. Jeg vil ønske alle mine kollegaer et godt valg med en sober tone. Nu vil alt i vores samfund for en stund enten være helt perfekt eller en form for levende helvede – alt efter, hvem du spørger. På den måde er valg meget uredelige. Virkeligheden er altid mere nuanceret. Tilbage står dog, at vi har fået et samfund i arv, der er det fineste på planeten. Alle os, der render rundt som en skoldet skid de næste uger, vil i bund og grund arbejde for at passe på vores land. Nogen har tovlige planer, andre er mere gennembagte. Det må vælgerne afgøre og sortere i. Der er ikke noget, jeg ikke vil gøre for at passe på mit land. Den følelse er bestemt ikke blevet mindre efter, at jeg er blevet far til Johannes.

Hvis du har lyst til at hjælpe i valgkampen – eksempelvis ved at hænge 50 valgplakater op eller smide flyers i postkasser, så skriv til mig. Hvis du vil donere til det cirkus af pølser, morgenbrød og pølsesnak, der er min valgkamp, så overfør et beløb på MobilePay 95128. Hver en krone bliver brugt til at fremme Fuglede-propaganda af den lettere højreorienterede slags.

Hvis du bare gerne vil have lidt fred de næste par uger, må du føle dig som en, der er blevet tvunget til at bytte garderobe med Anne Marie Helger. Husk at alt har en ende. Altså med undtagelse af en pølse, der har to.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *