Dag 12: Marx skal bekæmpes med jordbærbede og rabarber

Ud over pølser i lange baner bød dagen også på et besøg i kolonihaveforeningen ABC i Rødovre, hvor en proppet fællessal tog imod Morten Bødskov og undertegnede. Lige før valget sad jeg til et gruppemøde i Venstre, hvor jeg gennemgik en henvendelse fra kolonihaveforbundet, der var bekymret over regeringens udspil for Hovedstadsregionen. For at gøre en lang historie kort, så viste det sig, at vi i Venstre ikke havde en kolonihaveordfører. For at gøre en lang historie lidt længere end lovet, så endte det pågældende møde med, at jeg blev Venstres kolonihaveordfører. Den titel har jeg stadig, og det er en, jeg stædigt vil holde fast i, hvis jeg bliver genvalgt.

Kolonihaverne står mig særligt nær. Jeg er helt med på, at de oprindeligt var forbundet med arbejderklassen og er en del af socialdemokratiets DNA på samme måde, som højskolen var en del af Venstres naturlige bagland. Historien om kolonihaverne går tilbage til industrialiseringen og urbaniseringen, selvom traditionen med at have jordlodder uden for byerne, hvor byboere kunne dyrke lidt grønt, går helt tilbage til middelalderen.

Kolonihaverne, som vi kender dem, blev introduceret tidligt i 1800-tallet. Da landproletariatet flyttede ind i byerne, tog kolonihavebevægelsen fart i et forsøg på at holde arbejderklassen fra Marx og værtshuse. Det er jo et ret nobelt forehavende. Selvom de ikke rigtig har den funktion i dag, har jeg svært ved at forestille mig noget mere dansk end vores kolonihaver, der især i Hovedstadsregionen er åndehuler for mange byboere, og som også rummer mange af vores samfunds skævere eksistenser. Selvom man ikke må, er der med garanti nogle, der bor i vores kolonihaver, mere end man må. Og der er nok også nogle, der får sig en øl mere end det anbefales i kostpyramiden ude i kolonihaverne. Der er helt sikkert også bygget meget hist og her, som på alle tænkelige måder er i strid med gældende regler. Og det har jeg det helt fint med.

Jeg er trods alt nordjyde, som er en landsdel, hvor man har et meget selektivt forhold til landets love. Skattevæsnets mange love og regler og færdselsloven er et godt eksempel på regelsæt, som aldrig rigtig er slået igennem nord for Limfjorden. Kolonihaverne er lidt det samme. Det er ikke alle regler, der med vold og magt skal håndhæves, og hvorfor skal man jage nogle af de skæve eksistenser i kolonihaverne, som her finder et åndehul, de kan hænge deres tilværelse op på. Så længe det ikke tager overhånd, går det hele jo nok.

Mange af de jorder, kolonihaver ligger på omkring København og i Omegnen, er meget eftertragtet jord. Mange kommuner kunne godt tænke sig at flytte dem – eller helt overtage deres jord for at bygge til de mange mennesker, der til stadighed søger mod Hovedstadsregionen. I regeringens Hovedstadsudspil står der, at man kan bytte jord med kolonihaveforeninger, hvis alle parter frivilligt går med hertil. Bare det at snakke om, at jord, som er udlagt til kolonihaver, kan blive inddraget, har gjort mange nervøse. Hvad nu, hvis det at kommunen kan handle sig til kolonihavernes jord ikke har den passus om, at det skal ske frivilligt? Det er en bekymring, jeg forstår, og derfor kan jeg glæde Statsministeren og andre om, at i Københavns Omegn, der fungerer SV samarbejdet fortrinligt. Bødskov og jeg er nemlig enige om, at ingen skal tvinges væk fra sin kolonihave, uden man selv er indforstået med det.

Kolonihave

Kolonihaverne er en del af det gamle Danmark, vi stadig har med os. Det er en del af alt det, vi har fået i arv. Det er en ringe nation, der ikke passer på sine historiske rødder, også selvom kræfter i fremskridtets navn vil noget andet. Der er så meget, der sælges som fremskridt, der i virkeligheden bare betyder, at vi taber noget værdifuldt for en meget kortsigtet gevinst. Gå en tur langs Københavns Havn, hvis du ikke tror mig. Sådan er det også med kolonihaverne, som vi i Venstre vil gøre alt for at passe på. De er essensen af, hvad vi er her til lands, og alle nationer, der ikke passer på deres historiske bånd, bliver rodløse og oplever voldsomme meningstab. Så det bliver over denne kolonihaveordførers lig, at vi underminerer kolonihavernes eksistensgrundlag. Desuden har det aldrig været vigtigere, at holde folket på afstand af Marx.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *