Dag 13: Johannes eller Daenerys?

I dag var jeg på Valgfolkemødet hos TV2 i Odense, men jeg vil meget hellere snakke om nogle af gårdsdagens begivenheder – og om Game of Thrones.

Mens mine frivillige stadig knokler med de sidste plakater og deler valgmateriale ud som flittige bævere, har mine to sidste dage været præget af tv-optagelser og valgmøder tilsat en lind strøm af gratis pølser, selvfølgelig.

I går havde jeg besøg af Sofie Linde, der er en anden Sofie Linde, end hende du sikkert tænker på. Denne Sofie Linde er en ung kvinde på 22 år, der har sat sig for at spørge en række politikere om alt mellem himmel og jord, for at finde ud af, hvad man som næsten førstegangsvælger skal stemme på.

Mads Fuglede og Sofie Linde i slotsgården på Christiansborg

Sofie og jeg snakkede om mange ting, men jeg gav hende især to råd, for at finde en kandidat og/eller et parti, der passede til hende. Det ene var, at man skulle prøve og se, om man kunne møde kandidaterne. Jeg kunne selv aldrig finde på at stemme på nogen, hvis personlighed jeg ikke brød mig om. Det andet var, at jeg rådede hende til at finde ud af, hvor hun lå ideologisk, og orientere sig i den kreds af politikere, der er nær de synspunkter, hun kan se sig selv i.

Senere havde tre andre unge, kommende vælgere leget på mit kontor. Johannes og fætter Bjørn, der er henholdsvis 10 måneder og 20 måneder, havde under opsyn af fætter Gustav på 11 besluttet sig for at omrokere mit kontor. Jeg ved, jeg har skrevet om noget lignende tidligere, men Johannes er netop kommet i den alder, hvor han tømmer alle skabe, og behandler al løsøre, som en planøkonom behandler nationaløkonomier. Den adfærd, Johannes har valgt at folde ud under netop denne valgkamp, er en kærkommen distraktion, selvom det selvfølgelig er en udfordring, at bare et halvt minuts uopmærksomhed fører til et toilet fyldt med køleskabsmagneter og en toiletrulle, der er blevet rullet ud i fuld længde, så den næste, der sidder på toilettet ikke skal bøvle med det.

Mads Fugledes kontor helt rodet til

Jeg tænker, at man nu godt kan tale om det afsnit af Game of Thrones, hvor Daenerys brænder det meste af King’s Landing af med en drage. Det er tydeligt for mig, at der er en rød tråd mellem Daenerys’ forhold til King’s Landing og Johannes’ syn på mit kontor eller vores lejlighed. Hvis han nogensinde ønsker sig, som hans far så ofte gjorde i sine barndomsår, en flammekaster, så hælder jeg mest til et nej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *