Dag 15: Benarbejde

Dag 15 i det, der føles som verdens længste valgkamp, blev brugt på husstandsomdeling og en paneldebat.

Jeg havde lovet Maria, at vi skulle gøre hovedrent i dag. Når man hele tiden er på farten, kun er hjemme sent, og går til ro ved at besvime af søvnmangel, vokser rodet og bunkerne med alt muligt hurtigt. I den ligning hjælper det heller ikke meget, at min søn tydeligvis er i gang med en permanent ommøbleringsproces af vores lejlighed, der benytter de samme feng shui principper, der fandt anvendelse i Stalingrad i 1942-43.

Jeg prøvede at slippe for oprydning under henvisning til valgkampen, men blev underkendt. Hvis Maria og jeg er uenige om noget, så løser vi det altid ved at slå plat eller krone. Maria vinder, hvis udfaldet er plat eller krone, og jeg vinder, hvis mønten bliver til en emmentalerost, mens man kaster den op i luften.

Lige, som jeg var på vej med støvsugeren mod stuen, blev jeg dog reddet af en sand regn af journalister, der ville tale om grænsekontrol.

Det var en lidt mærkelig diskussion. I et velfungerende Europa, hvor EU havde fået styr på sine ydre grænser og et stærkere beredskab mod grænseoverskridende kriminalitet og terror, ville vi ikke have haft så stort et behov for at holde øje med grænsen. Men EU er et vigtigt fællesskab med plads til markante forbedringer. Når jeg skal stemme til parlamentsvalget går min stemme til Søren Gade. Det er vigtigt, vi sender stærke, erfarne politikere til EU, der forstår balancen mellem nationalstat og overstatsligt samarbejde. Og jeg har blind tillid til Søren på den konto.

Det er vigtigt at passe på sit land. Frankrig, Sverige, Norge og Østrig, har blandt andre af indlysende årsager indført grænsekontrol. Vi skal både nationalt og overstatsligt gøre vores for at passe på Danmark. Den løsning, vi har foreslået med en mere højteknologisk grænsekontrol i form af scannere og droner, er en nødvendig påmindelse om, at de friheder vi tager for givet, kun findes, fordi der er en stat, der værner om den. Som tiden er nu, er grænsekontrol en del af det værn.

Søren havde på en eller anden facon fanget, at jeg var i knibe på hjemmefronten, og snart havde jeg ham i røret. Han stod et sted i Jylland og grillede med Britt Bager, og jeg kunne forstå, at ud over Karen og min indsats med pølsevognen i Københavns Omegn, så havde vi åbnet en ny pølsefront på Djurs.

Mens jeg snakkede med Gade, kom Maria forbi og kiggede meget bebrejdende på mig. Hun lignede en, der kunne finde på at bage boller til mig, og jeg turde ikke andet, end at ringe af. Få minutter senere stod det mig også meget klart, at Maria ikke tillagde det nogen værdi for valgets udfald, at jeg var ved at orkestrere en knibetangsmanøvre med pølsevogne, der ville have fået Hannibal ved Cannæ til at ligne en amatør.

Bevæbnet med en sær kost i alle regnbuens farver, blev jeg sendt på jagt efter støv. Da jeg få minutter senere vendte retur og sagde, at jeg hellere måtte komme ud med nogle pjecer, inden valget var forbi forbarmede hun sig, og vi aftalte at skyde hovedrengøringen et døgn. Det er sjældent, jeg får ret i den slags situationer, og mens jeg gik rundt på villavejene i Vallensbæk, tænkte jeg over, om Maria mon havde slået hovedet, eller om valget havde skabt en særlig undtagelsestilstand derhjemme. I så fald kan vi godt skyde valghandlingen endnu et par uger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *