Dag 16: Det er datadisciplin, der skal til …

Det er efterhånden mange år siden, at jeg blev en offentlig person. I takt med, at man dækkede amerikanske valg mere og mere indgående, begyndte flere at genkende mig. Cirka samtidig blev jeg aktiv på de første sociale medier.

Jeg kan huske, hvordan det føltes at være en, man genkendte, og brød mig lige fra starten ikke om det. Det, selvom danskerne er både rare og oftest godt opdraget. Men jeg skriver ‘oftest’, for der er et særligt segment, der begyndte at kontakte mig og skrev i mine opslag. De ville tit skrive noget meget voldsomt, som intet normalt menneske ville sige i en samtale ansigt til ansigt. Ofte var det mig, de lod galden flyde ud over, andre gange var det andre, der kommenterede i tråden.

Fra starten tog jeg kontakt med dem og skrev eller sjældnere ringede til dem. Min erfaring var, at det næsten altid var mænd over 50. Oftest enlige og meget bitre. Hvis de var på nettet med lidt rigeligt inden for vesten, sad skældsordene løs.

Når jeg skrev eller ringede, krympede de altid og undskyldte, at de havde kaldt mig for en idiot, nar, uintelligent, landsforrædder – eller hvad de nu havde rablet af sig. Meget få holdt fast i deres had, og jeg lagde altid på eller afsluttede korrespondancen med en fornemmelse af, at de var nogle stakler, der ville have godt af lidt kontakt med andre – og især måske savnede, at en kvinde kyssede dem på panden, og bød dem op til barfodsdans.

Nogle af dem fik jeg nærmest et personligt forhold til. Der var Henning, der selv kunne hidse sig op over, at jeg samlede ind for Røde Kors, når han havde alkohol nok i blodet. Eller Torben, der ud på de små timer kunne skrive kommentarer i mine sidste 10 opslag for at gøre opmærksom på, at han mente, at det, han lige havde læst, var det dummeste, han nogensinde havde kastet sine øjne på. Eller Jan Oscar, der synes det var mærkeligt, at jeg tog det ilde op, at han konsekvent krævede mig afskediget eller fandt det underligt, at jeg tog anstød af, at han altid udlagde ting, jeg skrev eller sagde så fordrejet, at jeg enten måtte være den danske udgave af Steve Bannon eller en genopstået Goebbels.

I et tilfælde var der en af de bekendte, der skrev og undskyldte på vegne af vredens gesandt og kunne berette om peronlige forhold, der fik mig til at forstå, at der ofte bag et dybt ubegrundet had gemmer sig en tragisk fortælling.

Da jeg blev politiker, stak det helt af. Nu er der ind imellem dødstrusler og ting, som jeg sender direkte videre til politiet. Det er dog stadigvæk de samme typer, der er bare flere af dem, som er krøbet ud under den sten, de bor under.

I dag var Morten Bødskov på fint besøg på Hendrikholms Skole i Rødovre. Emnet var digital dannelse og Fake News. Salen var proppet med spørgelystne elever, og det fik mig til at tænke over, at nogle af os aldrig nåede at blive opdraget til at begå os i et digitalt univers, men at unge mennesker, hvis vi tager et ansvar for det både i skolen, hjemme og hos udbyderne, kan blive den første generation, der er opdraget til at behandle andre på sociale medier, som man selv gerne vil behandles på sociale medier.

Mads Fuglede og Morten Bødskov på Hendriksholms Skole

Det kunne vi politikere lære meget af – og vi burde selv starte med at gå forrest i vores omgang med hinanden. Og det bedste er, at jeg tror, vi bevæger os i den rigtige retning. Sammenligner jeg det, jeg oplevede på sociale medier i 2015, så er vi allerede nået langt ved dette valg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *