Dag 17: Over midten

Så kom vi over midten i denne lange valgkamp. Alle her er lidt trætte og lidt slidte, og vi er kommet ind i den fase, hvor alt, jeg ser, ligner noget, man lige kunne tage en hurtig lur på.

Vi var forbi Sengeløse i dag med pølsevogn og fugl – og med det budskab, at Ring 5 i mine øjne er en helt forfejlet idé, som jeg vil arbejde for aldrig bliver til virkelighed. Københavns Omegn har ikke brug for mere asfalt, men mere metro og en mere sammenhængende offentlig transport.

Pølsevognen og maskot i Sengeløse

Hvis man eksempelvis forlængede metro-netværket til Gladsaxe og til Hvidovre Hospital og Rødovre Centrum, ville man få man en lang række gevinster. Trængslen vil falde, trafikstøjen blive mindre, og man vil fjerne tusindvis af biler fra vejene til gavn for klimaet og et led i den nødvendige grønne omstilling. Ring 5 gør det modsatte. Den øger støjen og skaber mere trafik, der belaster klimaet. Den trængselsgevinst, den giver, er altså af den helt forkerte slags.

Det pres, der er på hele Københavns Omegn med de tusindvis af borgere, der er på vej til det meget nybyggeri, som med sanseløs hast er ved at blive opført, er en udfordring, hvor vi nemt kan ende med at gøre store dele af Hovedstadsregionen helt ulidelig at bo i. Jeg forstår simpelthen ikke, at man bygger så meget, som alle med det halve øje kan se bliver til moderne slum i en ikke særlig fjern fremtid. Men jeg forstår, at fremtiden for Københavns Omegn er dyster, hvis vores eneste svar på de mange nye medborgere er flere biler og mere asfalt. Jeg forstår også, at vores fremtid er dyster, hvis vi ikke snart indfører korporlig afstraffelse og gabestok til 9 ud af 10 af de arkitekter, der tilsyneladende har fået frie hænder til at forvandle hovedstadsregionen til noget, man selv ville have været rigtig træt af at bo i i DDR.

Nu er jeg hjemme efter en lang dag ved fronten og går lidt rundt som en zombie. Da jeg gik ud med en pose parmasanost fra aftensmaden, råbte Maria, at jeg skulle sætte et elastikbånd om den, inden jeg stillede den i køleskabet. Da jeg endelig kom derud, orkede jeg ikke at finde elastik, men fandt en dåse tun, jeg kunne stille oven på osten, der kunne holde den lukket. Den løsning svarer lidt til at knipse en grizzlybjørn på næsen.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg skal i morgen og er så træt som Metusalem. Det eneste, jeg ved om morgendagen, er, at jeg med ret stor sikkerhed sover på sofaen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *