Dag 21: Dagen efter EP-valget

Det er en udelt fornøjelse at føre valgkamp med en middelsvær pølsevogn. Pølser er jo en 24 timers spise, og det viser sig, at danskere elsker gratis pølser.

Dagen efter et valg til Europaparlamentet, hvor Venstre er blevet største parti, og hvor Morten Løkkegaard og Søren Gade er de to kandidater, flest danskere har stemt på, stiger glæden ved at stå i en pølsevogn og stange pølser over disken i rå mængder voldsomt. Og når Inger Støjberg ovenikøbet melder sig til en tjans i pølsevognen, er der tale om den samme form for eufori, som man kun kan opnå ved at køre gennem et flammehav i et veterantog eller ride ind i solnedgangen på en hest, der hedder Ib – i strakt tølt.

Da andre drog til valgfest, strøg jeg ud i nattemørket og regnen for at pille Bergurs og Mortens plakater ned. Det her valg vinder jo ikke sig selv, og der skulle nye plakater op, så vi kan vinde igen Grundlovsdag. Vi var et hold på 3 biler og 7 personer, der var i sving. Hvad jeg skulle gøre uden disse menneskers hjælp, ved jeg ikke.

Da jeg kom tilbage til Christiansborg langt over midnat, kunne jeg høre jublen fra Landstingssalen. Jeg var fristet til at gå derind, men vidste, at jeg skulle stå og dele morgenbrød ud kl 7, og at en body tequila serveret af Lars Christian Lilleholt netop nu kunne ødelægge enhver form for aktivitet dagen derpå. Da de første morgenfriske passagerer dukkede op i Taastrup, ønskede de os tillykke med valget, og jeg vidste, jeg havde disponeret mine kræfter rigtigt. Det var en rigtig god morgen at være venstremand.

Kl 13 skulle pølsevognen igen fyres af i Søborg, men vi havde et mindre problem: den var punkteret, og et nyt hjul lod sig ikke bare sådan fremskaffe. Rygter om venstrefløjssabotage bredte sig i rækkerne, men det vidste sig blot at være et mørnet hjul. I stedet skaffede vi med lynets hast en endnu større model og en generator, der kunne producere strøm. Den utrættelige Carl Fut stillede den nye pølsevogn op.

For socialdemokraterne i Gladsaxe må synet af denne kæmpepølsevogn have været meget lig den oplevelse, allierede soldater havde, da de så en Tiger Tank for første gang. Flere af dem brød grædende sammen og overgav sig på stedet. Da de første pølser blev ristet, strøg et hvidt flag til tops på rådhuset. Selv medlemmer fra Enhedslisten overgav sig og mumlede: ”Søren Gade er stor,” eller ”Må markedskræfterne være med dig,” mens de modtog de gratis pølser i deres hønsestrik og jordfarvede anorakker. Ikke en af dem forsøgte at overbevise os om, at selvom socialisme var slået fejl alle steder, man havde prøvet det, så ville det nok virke næste gang, og at det desuden gik rigtig godt i Venezuela, hvis man bare lod være med at fokusere på detaljer, som børnedødelighed og det at kunne brødføde sin egen befolkning.

Som med den oprindelige Tiger Tank var der dog lidt vanskeligheder med at holde kæmpepølsevognen kørende. Men Hot Nails i Søborg gav os en hjælpende hånd og reddede dagen. Som tak har jeg booket en fodbehandling til Ingers særlige rådgiver Mark Thorsen hos dem efter valget.

Mads Fuglede og Inger Støjberg i pølsevognen

Inger var et så stort naturtalent i en pølsevogn, at jeg har hende mistænkt for at bruge mere tid i sådanne, end hun vil være ved. Der er fordele og ulemper ved at stå i en pølsevogn med Inger. På plussiden tæller, at der er sort af mennesker, der vil snakke politik. Men det er et mindre minus, at det er et utaknemmeligt job at være Ingers væbner – man begynder hurtigt at føle sig som den der slatne salatkvist, man ind imellem får serveret med sin t-bone steak.

Pølsevognen er nu så stort et hit, at alle vil være med. Hvis du ønsker dig en gratis pølse og en snak med Karen Ellemann eller jeg, så kan du møde os flere steder i valgkampens slutfase, hvor vi også vil få selskab af Tommy Ahlers, Søren Gade og Lars Løkke Rasmussen. Der er en overhængende risiko for, at også min mor vil være der for at påtale krummeri og skødesløs syntaks, men også give gode tips om garnbutikker i hele Rigsfællesskabet.

Så fat mod kære venner, der blæser en blå vind over landet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *