Dag 25: Endnu et dagligt ugentlig månedsbrev

Pølsevognen triller stadig derudaf. Det vælter stadig ind med besøgende, uanset hvor vi åbner den. Det er en fest, men det føles nu alligevel rart, at man kan se afslutningen i det fjerne.

Der har været prominent besøg i pølsevognen de seneste par dage, hvor Tommy Ahlers, Uffe Ellemann-Jensen og Morten Løkkegaard kiggede forbi. Men det mest særlige besøg var alligevel, da Hanne fra Taastrup pludselig stod i pølsevognen og kunne fortælle, at hun havde været min dagplejemor i 1972-73. Hanne havde lavet et billedsæt af mig fra dengang og havde i flere omgange forsøgt at fange mig ude på kampagnesporet. Nu var det lykkedes her i Hellerup. Jeg blev så paf og rørt, at jeg for en stund glemte mine tirader mod venstrefløjens sanseløse overbudspolitik. I morgen i Taastrup skal jeg mødes med Hanne igen, og efter valget kommer Hanne og hendes mand Hugo ind forbi Christiansborg, hvis jeg altså stadig har et kontor der.

Vi er nu 25 dage inde i det, der føles som den længste valgkamp nogensinde. Det er en fest, og der er en fantastisk god stemning derude. Men det ændrer ikke ved, at jeg efterhånden har kronisk dårlig samvittighed over for min lille dreng og min familie. Når jeg kommer hjem, sover alle, og når jeg står op, har vi lige 5 minutter, inden jeg skal ud af døren. Maria er sød til at kigge forbi i løbet af dagen med Johannes, og min mor sender en lind strøm af beskeder med opmuntringer og tips som: ”Husk at klippe dine hår i næsen. Der er ingen, der stemmer på politikere med hår i næsen.” Eller: ”Hvorfor er der altid pletter på de skjorter, du har på i TV?”

Johannes, der holder et skilt med teksten "STEM VENSTRE"

I nat drømte jeg, at Johannes havde lært at gå, uden jeg havde opdaget det. I morges vækkede jeg ham for at forsikre mig om, at vi stadigvæk var i kravlefasen.

Når det hele er ved at vende tilbage til normalen, må jeg prøve at reintroducere mig selv til min egen familie og se, om de vil have mig retur.

Man er egentlig ikke ret meget uden sin familie. Jeg er i al fald ikke. De er de første, jeg tænker på, når jeg vågner, og de sidste i mine tanker, når jeg lægger hovedet på puden. Det er min familie, der har givet mig så megen kærlighed, at jeg altid har kunnet genkende den og dens modsætning, når de kiggede forbi mit liv. Uanset om vælgerne ønsker, at jeg skal tilbage til Folketinget, så ved jeg, at de næste mange år er den egentlige test, jeg bliver udsat for, om jeg kan lære at blive en god far. Det er en livslang opgave, som ingen rigtig synes at have en formel for. Men jeg tænker, at det handler om at være til stede og nærværende – eller alt det modsatte af, hvad jeg er lige nu. Alene af den grund er det godt, at valgkampen snart er slut, så jeg kan være til stede i de liv, der er hele meningen med mit liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *