Dag 27: Hæsligt, højere, tættere …

I dag bød på kolonihavebesøg og debat om støj. Det er to af de emner, der betyder mest for mig ude i omegnskommunerne til København.

Jeg har tidligere skrevet om min store kærlighed til vores kolonihaver og om vigtigheden af, at vi passer på dem, selvom stærke kræfter er i færd med at drukne Omegnen i nybyggeri og mere infrastruktur. Jeg er helt på det rene med, at vi skal gøre noget ved trængsel, og at man mange steder kan udvikle omegnskommunerne ved at bygge nyt.

Jeg er også med på, at det sine steder har sin berettigelse.

Men efter at have besøgt mange af de nybyggerier, der er i gang fra nord til syd, er jeg ærlig talt skræmt over, hvor grimt og kortsigtet man bygger nyt. Jeg har besøgt nybyggeri i Gladsaxe, Rødovre, Albertslund, Glostrup og Taastrup. Det kan godt være, at der findes smukt projektbyggeri et sted derude – jeg har bare ikke set det endnu. Og jeg bliver fuldstændig panisk ved tanken om, at Socialdemokraterne lover yderligere boliger til mere end 100.000 mennesker i Hovedstadsregionen. Det kan kun ende galt og med mere trængsel, forurening og støj. Meget af det ligner planlagt slum, og meget lidt af det der bygges, gør omegnskommunerne smukkere og mere attraktive at bo i. Det burde vi kunne gøre meget bedre.

Det burde være et simpelt krav, at man ikke bygger hæsligt og menneskefjendsk.

Er det ikke sært, at vi lever i en så æstetisk fattig tid? Vi bygger ikke poetisk og sanseligt, bare hæsligt, højere og tættere.

Der er noget, der er mærkeligt. Vi stiller hele tiden skærpet krav til miljø, sundhed, grøn omstilling og sikkerhed. Vi er så opmærksomme på kvaliteten af det, vi spiser og drikker. Selv nye brændeovne er der normer for, så de ikke forurener, og hvis man finder pesticidrester i en drikkevandsprøve, trækker det med rette overskrifter. Men når det handler om grænseværdier for støj, så er der intet sket.

Støj dræber. Vi bruger stadig de samme grænseværdier for støj fra 1970’erne – og de er ikke en gang bindende. Selvom vi er rigere og klogere. Selvom vi ved, at flere og flere udsættes for sundhedsskadelig støj. Selvom vi ved, at det nedsætter vores livskvalitet, bygges der boliger lige nu, klods op af nogle af landets mest trafikerede motorveje i tusindvis.

Tætpakket motorvej

Vi kan kun stoppe det, der rulles ud lige nu i Københavns Omegn, hvis vi kræver, at al ny infrastruktur i bynært område skal være så støjneutral som overhovedet muligt. Hver gang et nyt infrastrukturprojekt bliver foreslået, bør det vurderes på, om det er så støjneutralt, som vi kan lave det. Kan det ikke leve op til dette krav, bør det ganske enkelt skrottes. Og hvis vi, i en meget lang årrække hvert år, afsætter betragtelige midler til at pakke den eksisterende støj ind – både i kommunernes budget og på finansloven – så kan vi ad åre råde bod på den megen skade, vi i årtiers sanseløs anlægstrang har påført os selv. Det vil betyde, at vi kommer til at rulle mindre ny infrastruktur ud. Og det er en pris jeg tror, mange er parat til at betale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *