Dag 28: Hvor i hede hule helvede er mine briller

Da valget blev udskrevet i 2015, blev jeg så forvirret, at jeg i al hast tog tøj på og gik ned og satte mig i min bil. Jeg havde taget to sokker på venstre fod – og ingen på den højre. I bilen opdagede jeg, at mine briller var væk, men jeg fandt dem i panden efter at have ledt panisk efter dem. Jeg opdagede også, at jeg ikke havde taget bilnøgler med. Bilen ville ingen steder køre uden dem. Jeg hentede nøglerne, mens jeg tænkte over, at jeg burde have taget sko på, og at jeg burde fordele mine sokker på en mere hensigtsmæssig facon. Da jeg kom tilbage til bilen var det med postkassenøglen. Den ville ikke starte bilen. Hentede den rigtige nøgle og et par sko. Mine briller var væk igen, men det var lige meget. Nu skulle af sted. Fremad. Føre valgkamp. Jeg kiggede dengang ud af bilruden og tænkte, hvor i al verden er det lige jeg skal køre hen?

Denne gang har der været lidt mere samling på det hele.

Jeg har altid været meget distræt. En valgkamp på 800 dage gør mig ikke mindre distræt. Det går altid mest ud over mine briller, men mine nøgler og min pung er også ret udsatte. Jeg har brugt seks par briller i løbet af valgkampen. De ligger alle et sted derude i Københavns Omegn – eller også finder jeg dem i fryseren, i panden eller oven på en ragout, jeg har glemt så længe i mit køleskab, at den er blevet levende og har stemt på Uffe Elbæk. Det har dog været lidt bedre denne gang, fordi jeg har fået mere hjælp. Det er tankevækkende, hvor ubehjælpsom jeg kan være uden de mennesker, jeg har omkring mig. Især Maria på hjemmefronten og Maria på kontoret har sørget for, at jeg ikke så ofte stod og delte mine flyers ud i Glostrup kun iført morgenkåbe. I dag blev jeg distraheret, mens jeg lavede morgenmad af en journalist. Da jeg lidt senere var på vej ud af døren med brødristeren under armen, standsede Maria mig, tog brødristeren fra mig på sin engleblide facon og mindede mig om, at jeg skulle huske, at Johannes havde første dag i vuggestuen.

Johannes tog vuggestuen med storm og ænsede meget hurtigt ikke sine forældre. Måske har han arvet noget af min distræthed – måske var det bare alt det spændende nye, der stjal hans opmærksomhed. Han var fuldstændig opslugt af de andre børn og de søde pædagoger. Da vi gik hjem, lagde jeg ham i klapvognen, hvor han tømte en sutteflaske, slog en prut og lagde sig til at sove. Jeg vil prøve at ramme en lignende reaktion, når det her valg er ovre om lidt. Man skal ikke være for fin til at lære af sin søn. Og min er allerede et forbillede, når det handler om at leve, der hvor man er, når man er der.

Johannes, der læner sig op ad en gul væg

Søren Gade var forbi Søborg i dag og gav et nap med i pølsevognen. Der er så mange søde mennesker derude, der kommer forbi og siger, de vil stemme på mig. Jeg ved ikke, om det er det, pølser gør ved folk, men jeg bliver så glad. Også selvom jeg ind imellem tænker, at de bare skulle vide, hvor lidt jeg er uden mine nærmeste.

Mads Fuglede og Søren Gade i pølsevognen

Og måske er det det fineste ved en lang og hård valgkamp. Man får afsløret, at man ikke kan ret meget uden andre mennesker. At intet menneske er en ø, og at det altid er i mødet med andre, at det hele får sin mening. Også selvom prisen i briller er astronomisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *