Dag 3: Omringet og uden forsyninger

Valgkampen er på sin tredje dag, og jeg er allerede udmattet. Normalt vækkes jeg af min søn på 10 måneder omkring kl. 6, hvor han gerne vil meddele mig og sin mor, at han er helt vild med at være i live, og at vi alle her og nu bør fejre denne kendsgerning med noget spontan ballondans og nogle blæseinstrumenter. Jeg behøver sjældent at skulle op før 7. Og når man ved det, men vækkes kl 6, er timen mellem 6 og 7 pludselig den mest værdifulde i døgnet. Men jeg har vænnet mig til det og nyder, at Johannes elsker, at vi har fundet på ham. Men nu, hvor der er valg, vågner jeg kl 4. Har vi morgenuddeling, står jeg op, fordi der skal brygges kaffe. Selv hvis der ikke er uddeling, vågner jeg. Jeg overvejer altid kort, at vække min søn som en art tilbagebetaling for de andre morgener, men det bliver altid ved tanken. Man skal være god ved sin lille dreng, og når han bliver lidt ældre, vil Maria alligevel begynde at bage for ham.

Mit problem er, at jeg også vågner kl 4, selvom det ikke er mig der skal lave kaffen. Så ligger jeg der og kæmper med to modsatrettede følelser. Den ene siger: ”så sov dog” – den anden siger: ”hvis du nu var smart, så drog du i Brugsen og Fakta og købte al deres gær, og smed det i havnen” – men begge af disse overdøves snart af en fornemmelse af, at man burde være et helt andet sted og gøre noget. Det skyldes selvfølgelig, at man vil vinde – eller i det mindste tabe vel vidende, at man har gjort alt man kunne. At man har vendt hver en sten, og fordi jeg er opdraget til, at flid som regel belønnes.

I sidste valgkamp var jeg helt derude, hvor jeg på et tidspunkt stod op kl 2.30 og kørte til Rødovre for at smide flyers i folks postkasser. Jeg er ret sikker på, at hvis man havde mødt mig der midt om natten, så ville man helt sikkert genoverveje at stemme på mig, hvis man altså havde fået den idé. Så nu bliver jeg hjemme og prøver at holde mine sengetider.

Dengang skrev jeg et opslag med min valgkampsleders datter som illustration. Naia var 3 og som min Johannes pænt ligeglad med alt andet, end det hun syntes var sjovt:

”Hvor er det dog hårdt at føre valgkamp. Nerverne hænger uden på tøjet. Neglene nedbidte. Alt er investeret. Der er få dage til valget, og min kampagneleder er tydelig påvirket af slush-ice og Ribena.

– “Hvad er planen her i slutspurten?” spørger jeg nervøst.
– “Vi gør som general Custer og omringer dem og angriber fra alle sider,” lyder svaret sløret.
– “Men Custer han…”
– “Knyt sylten og hent den trehjulede og en Sun Lolly. Vi sadler op nu. Giv dem ikke en pjece, før du kan se det hvide i deres øjne. Vi sover, når jeg fylder 4.””

Naja med hat og briller omgivet af Mads flyers

Vi er ikke i slutspurten endnu, men den del med nerverne står nu som da. Naia er i mellemtiden blevet 7, og selvom hun stadig er på holdet, og kampagnens selverklærede leder, bliver hun stadig påfaldende let distraheret. Det er måske derfor, vi går så godt i spænd.

Når der ikke er et arrangement i valgkampen, har jeg det bedst med at gå fra postkasse til postkasse. Så sker der noget, og jeg føler jeg bidrager. I dag var jeg ude på stikvejene langs Gentofte Hovedgade. I en af postkasserne har jeg i distraktion smidt en indkøbsseddel, som mor og Maria havde givet mig med. Selvom den kun bestod af to ting, mente de, jeg skulle have en seddel med. Jeg har dog i distraktion på et tidspunkt smidt indkøbssedlen i en postkasse et sted derude. Så hvis nogen undrer sig over en post-it med ordene: ”Fnug-rulle og gær,” så er det min seddel. Kender man kvinderne i mit liv, vil man vide, at sedlen er fra dem. Kender man mig, vil man vide, at jeg har glemt at købe begge dele.

Det er i øvrigt Europadag i dag. Det er en dag, der er værd at fejre. Vi har mange udfordringer, der nemmest løses i fællesskab, men også en masse udfordringer, som ikke rager resten af Europa.

Ind imellem hører man forvirrede stemmer, der mener, at det europæiske projekt har bevaret freden i Europa. Det er selvfølgelig noget sludder. Det europæiske projekt har gjort os rigere og skabt et tættere samarbejde, men det er verdenshistoriens mest succesfulde alliance, NATO, og de amerikanske a-våben, der har æren for freden. Hvis man vil forstå, hvor dilettantiske EU har været som fredsskaber, så skal man bare læse en 4-5 minutter om Jugoslaviens sammenbrud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *