Dag 4: Det hemmelige våben

Det er dagen før dagen i det lille kampagnehovedkvarter. I morgen må vi sætte plakater op, og jeg har hele 5.000 af dem. Det er fem gange så mange som sidste gang, der var valg. Det er et logistisk mareridt, som jeg for længst er blevet frataget ansvaret for. En af de klogeste ting jeg har gjort i mit liv, er de ansættelser, der er på mit kontor. Jeg er ret sikker på, at jeg kunne sidde det meste af tiden i Folketinget på mit kontor og lære at bruge en yo-yo, så skulle de nok ordne resten: læserbreve, lovforslag, indstillingsnotater, vedtagelsestekster, udvalgsarbejde og at svare på borgerhenvendelser. Og hvis vi skal være helt ærlige, så er det også dem, der forhaler mine mest fantasifulde indfald, til jeg selv har glemt dem igen. På den måde minder mit kontor meget om den nuværende amerikanske administration i Det Hvide Hus, har jeg ladet mig forstå.

Jeg kan stadig huske mit første ordførermøde for to år siden. Søren Pind var min minister og spurgte mig, om jeg havde nogle visioner på Uddannelse og Forskningsområdet – og de måtte gerne være meget borgerlige. Nu kan jeg, hvis vi skal være helt ærlige, kun finde ud af at være meget borgerlig, så jeg foreslog Søren Pind, at han gik ud med det forslag, at man nedlagde RUC og gav DTU alle midlerne. Jeg kan stadig huske, hvordan blikkene flakkede noget nervøst omkring bordet hos embedsmændene, og Søren der begyndte at le, mens han sagde noget med, at det godt måtte være lidt mindre borgerligt, det jeg fandt på, men at han var glad for at have mig ombord. Tidligere havde jeg på et andet møde, foreslået, at man burde undersøge muligheden for at komme af med Danmarks atomaffald på det sorte marked til en fræk pris. Jeg lærte til de to møder, at det danske embedsværk er dygtigt, men responderer lidt som dådyr der møder billygter, hvis man anvender ironi. Men jeg fandt også ud af, at embedsværket fungerer lidt som mit kontor. Gode kræfter samles for at udvande effekten af utilsigtet idérigdom hos politikere som mig.

Men i morgen skal vi altså hænge 5.000 valgplakater op. Det kræver mange frivillige hænders arbejde. De, der er ansat på mit kontor, er ikke ansat til at føre valgkamp for mig. I princippet kunne de bare gå hjem og overlade mig til min egen utilstrækkelighed. Men det gør de ikke. De knokler som mange andre frivillige i min valgkamp i døgndrift, for at et sølle skrog som jeg, igen skal kunne sidde og få embedsværket til at le nervøst, mens de overvejer muligheden for et djøf-ledet kalifat. Tag en mand som Carl Fut, der tager ferie, for at hænge mine valgplakater op, og som går timelange ture med sine piger hver aften, for at dele mine flyers ud, når han altså ikke ringer rundt for at stable arrangementer på benene. Man bliver så rørt og ydmyg af deres indsats. Det kan godt være, at det er os politikere, der løber med al opmærksomheden, men det er inde bag ved, man finder de sande helte.

I forvejen har jeg det svært ved, at der skal hænge så mange billeder af mig overalt. Jeg er trods alt nordjyde, hvor man tidligt får ind under huden, at man ikke skal gøre stads ud af sig selv. Nordjyske valg foregår på den facon, at den kandidat, der først hænger en plakat med sig selv op, taber. Og nu skal der altså være hele 5.000 af mig. Det er jo et levende mareridt, for ikke at nævne, at det også bliver en udfordring, hvis jeg skal have min mor med, der under sidste valgkamp insisterede på at standse og fotografere alle valgplakater med mig. Jeg bliver jo fuldstændigt bevægelseshæmmet, hvis hun vil det igen, og oddsene for at jeg kan tale hende fra det er absurd ringe.

Dagen i dag har budt på uddeling i Lyngby, hvor vi rullede vores hemmelige våben ud, der er et kæmpe fuglekostume, som en af, ja du har sikkert gættet det, mine frivillige ifører sig. På maven står der ’’stem på fuglen’’, hvilket har været mit øgenavn livet igennem. Den var et kæmpe hit, der hurtigt trak borgere fra hele Lyngby til sig – ofte i form af børn, der trak med deres forældre. Det var så stor en succes, at jeg fik den fornemmelse, at min tilstedeværelse var underordnet. Kunne man stille Caspar op til valget i fuglekostume, ville han med garanti banke mig eftertrykkeligt. Embedsværket alene ville stemme ham ind.

Maskotten sammen med Christina og hendes datter

Dagen sluttede også i Lyngby, hvor jeg spillede politisk banko med Sofie Carsten Nielsen og Serdal Benli foran et publikum af studerende. Det var mest spas, men vi diskuterede også vores uenigheder. På et tidspunkt blev jeg spurgt om atomkraft var en mulighed som klimavenlig energikilde og svarede, at man burde se på at lave en europæisk løsning på vores energiproblemer, som inkluderede atomkraft, fordi vi bruger al for meget fossilbaseret energi, når vinden ikke blæser. Jeg ville egentlig have koblet mine visioner til et forslag om, at vi burde generobre Skåne, Halland og Blekinge med en fræk lynkrig under ramadanen og genåbne Barsebäck, men kom aldrig så langt, da der var en kommende embedsmand, der besvimede bagerst i lokalet mens jeg foldede mine planer ud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *