Dag 5: D-dag

Så oprandt den store plakatdag, og jeg er først lige kommet tilbage fra fronten. Vi startede med et stærkt hold og fik hjælp af rigtig mange i de forskellige kredse. Jeg er altid lidt bange for at ende med at stå helt alene med min fjollede teleskopstige. Men vi var så mange, at jeg blev helt rørt, og min frygt blev gjort til skamme – selv min svigermor var dukket op fra det nordjyske.

Det fleste af os mødtes i hovedkvarteret på Tolstojsvej, men mange var også klar andre steder i hele Københavns Omegn.

Mads Fuglede og plakatholdet

Da kl. blev 12 angreb vi på alle fronter, men fokuserede selvfølgelig på Gladsaxe. Vi kæmpede fra gade til gade og hus til hus. Der var socialdemokrater overalt, med mange flere løsningsforslag end Danmark har problemer, og tal på alt muligt, som de selv havde fundet på. Og hver gang man påpegede, at ingen af deres regnestykker gik op, fandt de bare på nye tal. Alternativet stjal dog opmærksomheden fra den socialdemokratiske talmagi, da de afslørede, at de havde sluppet vildt meget CO2 ud i atmosfæren for at lave en valgplakat af is, der skulle advare mod at man slap CO2 ud i atmosfæren. Det var så meningsforladt, at alle blev forvirrede. Så kørte en bus forbi med det socialdemokratiske slogan: ”Vi vil samle Danmark igen.” Det lyder jo vidunderligt, men når man spørger socialdemokraterne, hvornår vi så skal tilbageerobre Skånelandene og give Norge besked på, at deres midlertidige selvstændighed rinder mod enden, så glor de bare måbende på dig. Hvad er det for noget!

Da vi først landede på strandende og løb mod land, var det dog ikke kun fjenden, der var den største overraskelse, men at alle de lømler, der stiller op til Europa-Parlamentet allerede for længst havde begyndt offensiven, og havde indtaget alle de vigtigste defensive positioner. Det var meget forvirrende. Lige meget, hvor man kiggede hen, så hang de der, kendte og helt obskure navne, side om side.

Forvirringen var total i hovedkvarteret på Tolstojvej. Fra fronten indløb beskeder om, at der selv var EP-plakater på de offentlige toiletter og øverst i Gladsaxe-senderen – på et tidspunkt gik der sågar rygter om, at der hang EP-kandidater under isen i skøjtehallen og bag keglerne i Gladsaxe bowlinghal. Alle var rådvilde, men så kom gennembruddet.

Fra Taastrup kunne general Fut meddele, at han havde fundet en lift, og ene mand havde omringet socialdemokraterne i Taastrup bymidte. Desuden havde han flankeret af sin ældste datter fordrevet en større gruppe folkesocialister og nogle løsgængere fra Sengeløse. Kort efter meldte Sofie Amalie, at Albertslund var faldet til de fugledeske tropper. I Herlev havde Bill og Gert lavet en dristig knibetangsmanøvre gennem nogle vejtræer på Klausdalsbrovej, som fuldstændig havde taget fusen på nogle stakler fra A, der i befippelse var begyndt at hænge plakater med Morten Bødskov på hovedet og på sagesløse forbipasserende. Fra Ordrup meddelte min mor, at hun var ankommet med en klapvogn fuld af flyers og min søn, men ikke kunne forstå, at jeg ikke var blevet klippet, inden der var blevet taget billeder til plakaten.

De mange beskeder gjorde forskellen i Gladsaxe. Tre grupper blev i al hast sendt mod Gentofte for at forhindre, at min mor skulle begynde at pille plakater ned igen og kræve nye genopsat, hvor jeg var nyklippet – og i Gladsaxe fløj folk op i lygtepælene med fornyet energi.

Da dagens lyse timer randt ud var det tydeligt, at krigslykken var vendt. Vi har ikke vundet endnu, og der forestår meget arbejde de næste par dage, men vi ved nu, at vi vil nå målet og kommer til at hænge så flot så mange steder.

Og det kun fordi jeg har en gruppe frivillige bag mig, hvis flid jeg slet ikke fortjener. Af hjertet tak til jer alle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *