Dag 9: En regn af pølser

Mit hemmelige våben i denne valgkamp er en palle fuld af pølser, der står i en frostboks i Søborg. Historien om, hvordan jeg endte med en palle pølser, er ret hurtig fortalt.

Tidligt i planlægningsfasen af min valgkamp sad vi til et møde en gruppe betroede sjæle og skulle brainstorme ideer til originale indslag i løbet af valgkampen. Da vi var færdige, havde jeg skrevet to ting på min blok: Pølser og et luftskib. Der var ingen af de andre, der rigtig turde sige mig imod og uanset, hvad de foreslog, afsluttede jeg deres sætninger med: ”…og pølser og et luftskib og en kæmpe fugl.” Det med fuglen føltes bare naturligt at føje til.

Caspar sagde eksempelvis, at vi burde have nogle veste og polotrøjer med et slogan og mit navn på. Jeg nikkede og sagde: ”… og pølser og et luftskib og en kæmpe fugl.” Dernæst sagde Christina, at vi skulle købe nogle ting, som vi kunne dele ud, med mit navn og slogan på, hvorefter jeg nikkede og sagde: ”…og pølser og et luftskib og en kæmpe fugl.” Sådan fortsatte mødet, indtil Maria, der ene kvinde forsøger at holde sammen på mit kontor, sagde, at vi jo heller ikke behøvede at konkludere noget den pågældende dag.

Et sort og gult luftskib

Det skulle hurtigt vise sig, at et luftskib er en ret betragtelig investering. Jeg skrev med nogle luftskibsentusiaster i USA, der kunne fortælle, at et godt begynderluftskib kostede omkring $200.000, hvilket var et beløb, der simpelthen ikke harmonerede med mit valgkampsbudget. Jeg spurgte straks Tommy Ahlers, om vi ikke skulle dele et luftskib, som han skulle betale 90% af, men som jeg til gengæld ville stå for al bøvlet med at rengøre. Tommy virkede uinteresseret, og jeg er ærlig talt overrasket over, at han går for at være en succesfuld iværksætter. Så gik jeg til Kristian Pihl Lorenzen, men han insisterede på, at veterantog og skovafbrændinger var den eneste måde, man kunne få vælgerne i tale, og ville kun være med på ideen om et luftskib, hvis vi lavede en Hindenburg. Til sidst gik jeg til Karen Ellemann og spurgte hende, om hun ville være medejer af et luftskib. Karen er et meget forstående og sødt menneske, der med det samme prøvede at komme mig i møde med et forslag om, at vi kunne leje en pølsevogn. ”Så mangler vi bare pølser og en kæmpe fugl,” svarede jeg, hvilket Karen på sin egen facon gav mig omtrentligt ret i.

Ugen efter sad jeg igen til møde med min kampagnestab. Caspar havde bestilt priser på nogle busreklamer og nogle veste. Louise havde købt vildt mange slikkepinde med et V-logo på. Da vi kom til mig, sagde jeg, at jeg havde købt et kæmpe fuglekostume og en palle pølser, der snart ville ankomme. Da Maria spurgte: ”Jamen hvorfor?” svarede jeg, at Karen Ellemann kendte til en pølsevogn vi kunne leje. Så var den ligesom lukket.

I går hentede Karen og jeg vores pølsevogn og fik et intensivt kursus i pølsevognsbrug. Det tog 11 minutter. I dag lancerede vi så for første gang vores hemmelige våben på Søborg Hovedgade. Der var lidt indkøringsproblemer, der mest handlede om, at vi skulle have det hele til at fungere, og at noget af det, som Karen og jeg havde lært på vores 11 minutters kursus, måske var blevet glemt igen. Men lige pludselig fungerede det hele, og i 3 stive klokketimer spyttede den lille vogn pølser ud, som om den aldrig havde bestilt andet.

Pølsevognen i Søborg

Det stod hurtigt klart, at Søborgensere elsker gratis pølser. Der var kø op og ned af fortovet. Og socialdemokraterne blev så desperate, at de forsøgte at finde ud af, om vi havde en tilladelse. Det må være tungt at skulle tænke sådan. Men intet kunne bremse succesen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker, når vi kombinerer pølsevognen med fuglekostumet.

MEN HVAD HAR ALT DETTE MED POLITIK AT GØRE? spørger du måske dig selv. Og svaret er alting. Folk opsøger os helt på egen hånd, fordi deres pølsetrang driver dem til det, eller fordi deres børn trækker dem hen til fuglen. I denne proces indgås en social kontrakt, hvor de accepterer, at vi taler om alt det, vi bør gøre for Københavns Omegn og for Danmark i pølsevognens skygge.

Efter vi pakkede pølsevognen ned for at være klar til Brøndby, hvor vi vil slå til i morgen med pølsevogn og fugl, drog jeg til Hedehusene og politisk debat med gode kollegaer. Jeg stod i panelet og stank af pølsevogn, hvilket gav mig en kæmpe taktisk fordel, der ved flere lejligheder bragte de andre ud af fatning.

Der er intet som lugten af pølsevogn om morgenen. Det lugter som sejr. Nu skal jeg bare have Karen til at låne mig $200.000 til et luftskib…

Mads Fuglede – politisk innovator

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *